mandag den 28. januar 2013

Når man rækker fanden en lillefinger ...

Hvad sker der så? Jo, så bliver man hurtigt inddraget i arbejde!

Ikke nok med at Allan i efteråret 2012 blev shanghajet til at gå ind i Begynderudvalget (hvilket han synes kan blive rigtig sjovt!), så er jeg søreme også selv blevet lokket til at deltage i projektarbejde. Jeg havde jo nok en lumsk anelse om, at når formanden himself ringer til mig en onsdag formiddag, så er det næppe for bare at høre min stemme. Og ganske rigtig: Kunne jeg ikke tænke mig at være med til det strategiske arbejde med at rekruttere (og fastholde, formoder jeg) nye medlemmer til klubben, nærmere betegnet rekruttere juniorer? Og jo, det kunne jeg vel egentlig godt ...

Så jeg har været til møde med koordinator for rekrutteringsprogrammet og skal til møde med DGUs klubkonsulent ... og her gik jeg lige og troede, at jeg var ved at være færdig med alt det frivillige arbejde!

Før jeg fik set mig om, var jeg blevet ansvarlig for rekruttering af nye juniorer, heldigvis med trænerteamet som medspillere, og sådan går det, når man ikke kan sige nej!

Men det kan jo blive sjovt, og det kan blive spændende at se, hvordan de idéer, jeg allerede har fået, kan implementeres.

Det er ligesom om den gamle cirkushest lugter savsmuld ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar