Som om vi ikke havde fået spillet golf nok (kan man for øvrigt nogensinde det???) hele efteråret, meldte vi os fulde af optimistisk forventning til klubbens traditionsrige juleturnering den 2. december 2012. Hele efteråret havde vejret vist sig fra den milde side, og vejrudsigterne så også ganske positive ud, så vi var fulde af fortrøstning om, at det nok skulle blive en fin dag.
Den 1. december - årets første officielle vinterdag - startede det så med at sne, og sneen lå i et pænt lag, da vi stod op meget tidligt søndag den 2. december for at være klar til gunstart kl. 09.00, så vi kunne nå de 18 huller inden den frokostbuffet, der var med i arrangementet.
Vi var 26 optimistiske jubelidioter, der stillede til golf i 10 cm sne! Og vi gennemførte faktisk spil på 10 huller - øh, spil og spil. Mere korrekt sagt: Vi fik frisk luft i tre timer og gik i det skønneste snelandskab og nød at solen brød igennem skyerne. Det havde godt nok ikke meget med golf at gøre. Men der var fantastisk smukt, bare se billederne her fra hul 15:
Og frokostbuffeten smagte ekstra godt! Så nu er der nok bare turen til Sesimbra i Portugal til marts at se frem til. Og det gør vi så!

