tirsdag den 26. marts 2013

Sesimbra marts 2013


Mandag den 18. marts rejste vi fra Kastrup til Lissabon, en tur på små fire timers flyvning, og her blev vi mødt af vores pro'er, som bød velkommen og viste til rette med de lejede biler.

Vi fandt hotellet i Sesimbra og blev indlogeret i et lækkert værelse med fantastisk udsigt over Atlanterhavet, og kl. 16 stod vi på træningsbanen på Quinta do Peru og fik halvanden times træning, hvorefter vi vendte snuden mod Sesimbra og spiste fælles middag på hotellet.




Tirsdag den 19. marts kørte vi mod Aroeira II banen, hvor vi blev delt ind i grupper og spillede 18 huller. Pro'erne kører en individuel og en holdturnering, og derudover er der en quiz-turnering.



Ved dagens afslutning viste det sig, at Allan var suveræn vinder af dagens individuelle turnering med hele 41,5 point - og jo, vi spiller med halve point efter særlige marts-rejse regler ... Sejren betød samtidig, at Allan mistede hele NI slag til onsdagens turnering, mens Lisbet som ikke klarede sig nær så godt får tillagt to slag fremover i turneringen. Så må vi jo se, om det kan hjælpe!

Efter præmieoverrækkelse i baren, gik vi ned langs med havnepromenaden og spiste fiskesuppe og en lokal ret med rejer. Allan fik også smagt to lokale brandyer, som faldt i smag.



Onsdag den 20. marts kørte hele flokken igen til Quinta do Peru og fik først to timers træning i hhv putting, kort spil og langt spil. Efter frokost var det så tid til 18 huller. Vi gik sammen og havde Eva-Lisa fra Værløse med samt træner Kristian på for-9. Vel tilbage i klubhuset var der lige tid til en kop kaffe og lidt snak, og så kørte vi tilbage mod Sesimbra og nåede lige at få klædt om inden der var opsamling i baren med præmier til dagens vindere. Ingen præmier til os, men alligevel var det en slags vinderdag: det var nemlig en af de sjældne dage, hvor Lisbet fik flere point end Allan!



Vi var en flok på 10 stykker som gik ud og spiste sammen, og det var gevaldig hyggeligt, selvom det var sent, vi fik mad. Derefter hjem og på hovedet i seng.



Torsdag den 21. marts var programmet en gentagelse af onsdagens mht fordelingen af aktiviteterne: først træning, så frokost og bagefter spil. Dagens træning handlede om bunkerspil, skulderrotation og præcisionsputting! Efter frokost spillede Lisbet i første bold og havde fået kørelejlighed i en buggy - en rigtig Bedstemor And-bil. Dagens resultater var Allan: 30,5 og Lisbet: 34. Endnu en vinderdag ... Og det var solskin men blæsende. Ikke desto mindre dejligt vejr at spille golf i.  Lisbet var desværre så uheldig at vride godt og grundigt om på foden, så den blev godt øm. Heldigvis var der jo buggy på menuen, så det gik alligevel.



Efter aftenmødet med dagens præmieuddeling gik vi på endnu en fiskerestaurant og fik grillet havbars og - for første gang på ferien! - grønsager og salat, som vi havde savnet. Åh ja, og lige en skaldyrssuppe (Allan) og hvidløgsrejer (Lisbet) først. Derefter hjem i styrtende regn, så vi måtte lige have hårtørreren i gang.

Fredag den 22. marts var fridag, så planen lød på en tur til Lissabon. Sammen med Lars Bak gik vi hen og tog bus 203 til floden syd for Lissabon og derefter færgen over til byen. Efter en kop formiddagskaffe gik vi op, op, op til en af de store pladser i byen, som er utrolig charmerende. Vi spiste frokost på en gammel, traditionel cafe, hvorefter Lars tog tilbage til Sesimbra, mens vi to andre kastede os ud i en sightseeing bustur, som førte os igennem nogle af de forskellige kvarterer i byen og helt ud til monumentet for Henrik Søfareren. 





Derefter vendte vi også snuden hjemad og var retur lidt efter 18. Senere gik vi ud og spiste en stor bøf stegt på en glohed sten. Uhm!

Lørdag den 23. marts skulle vi spille Montado banen i nærheden af Setúbal, og vi kørte i karavane en times tis ad små, snoede veje. Desværre regnede det tæt, og på de første fem-seks huller stod regnen ned i stænger. Derefter klarede det så heldigvis op, og solen skinnende, men banen var stadig drivende våd, så runden tog lang tid på den langsomme bane. Ikke desto mindre kom vi i hus med hæderlige resultater: Allan 37 og Lisbet 26 - det sidste må henregnes i kategorien net uden at være prangende!






Bortset fra det var det en fin naturoplevelse at spille på Montado: der var storke på banen samt hvide hejrer, og hvide kalaer blomstrede i vandløbene.

Til aften igen på fiskerestaurant! ... og vi sad uden for og spiste, mens der var sne og frost hjemme i Danmark. Det gjorde ikke fornøjelsen mindre!



Søndag den 24. marts - Quinto do Peru banen og træning for sidste gang. I denne omgang i hvert fald!
Og det var nok godt, det var sidste dag, for hverken hjerne eller krop fungerede rigtigt. Resultatet for Lisbets vedkommende var ikke noget at skrive hjem om - kun 21 point blev det til, for intet fungerede. Allan klarede sig en del bedre med 31,5.

Om aftenen var der afskedsmiddag på hotellet med stor buffet og ugepræmier.

Mandag den 25. marts gik med at pakke og spise morgenmad inden turen gik mod lufthavnen efter en hård, men super god uge i 'arbejdslejr'.

tirsdag den 12. marts 2013

Golf for drenge og piger

Som led i HGK's ambition om at rekruttere flere medlemmer, har juniorernes træner Kristian og jeg forsøgt os som tekstforfattere i dag - øvelsen er enkel: rekrutter unge og deres voksne med 2 x 1/2 sides tekst på hver sin flyer! Hvor svært kan det være??? Og er mine kølle-sokker ikke blevet vellykkede???

torsdag den 7. marts 2013

Første dag på græs i 2013

Brrrr - det var godt nok en kold fornøjelse, men en fornøjelse var det ikke desto mindre at komme 'på græs' på Par-3 banen igen.

Der er LÆNGE til det kommer til at se sådan her ud ved hul 6: I dag lå der sne og is, og bunkerne var nærmest bundfrosne. Men på de steder, hvor solen skinnede, var det skønt!

Der er købt nye spikes til skoene, og vi fik prøvet vores nyanskaffede værktøj på driving-rangen, så vi er ved at være klar. Og det allerbedste var, at vi ikke havde glemt, hvordan man gør!

Så nu kan foråret bare komme an, kan det - vi er SÅ klar!!